Peru

På familiebesøg hos indianere i Peru

Publiceret 16. februar 2014 kl. 18:00
 
Familien Huatta Yucra på gårdspladsen. Delfins mor, vores guide Delfin, hans nevø Cleber på 8 år og Marius på 5 år.

 

Familie fra Laven ved Ry rev sidste sommer to måneder ud af kalenderen og rejste til Peru, Ecuador og Galapagosøerne.

 
 

Jeg havde længe haft lyst til at præsentere min familie for indianerkulturen i Andesbjergene og gense Galapagosøerne, og den var heldigvis med på ideen.

Min kone og jeg har selv været på længere rejser uden for Europa, men efter at vi er blevet forældre, har vi droslet lidt ned på rejseaktiviteterne. Vores første alvorlige comeback var derfor tre måneders rejse i Nordøstbrasilien, hvor pigerne var henholdvis 11 måneder og 3 år gamle. Fire år senere besøgte vi bl.a. Malawi, Zambia og Zanzibar på 5 ugers sommerferie. Nu skulle turen så gå til Miami, Quito i Equador, Lima og Cusco i Peru. Sidste stop-over på hjemturen var 15 dage på Galapagosøerne inklusive et 6-dages krydstogt.

Det er ikke så enkelt at komme ind på livet af højlandsindianerne. Mange taler ikke spansk men quechua. Der er måske ingen overnatningsmuligheder i nærheden, og ikke alle oprindelige folk bryder sig om at mænge sig med gringoerne på grund af dårlig erfaring. Det er forståeligt nok.

På øen Taquile, som ligger i Titicacasøen mellem Peru og Bolivia, har de indfødte siden 1960'erne haft en besøgsordning for turister. Mange familier har bygget et lille anneks til boligen, hvor man kan overnatte. Man spiser måltiderne sammen med familien. Dette prøvede jeg i 1979, og jeg var spændt på, om ordningen stadig fungerede. Jeg havde ikke fået svar på mine spørgsmål til Taquilenernes eget bureau Munay Taquile på nettet, før vi tog afsted, men det går let da vi nu sidder på kontoret i Puno, som er det oplagte sted at starte. Puno er den største by på den peruanske side af søen og udgangspunkt for både til diverse øer. Vi bestiller to dages ophold med guide, måltider og al transport.

Ud på verdens højst beliggende sø

Klokken 7 den følgende morgen bliver vi hentet på hotellet af vores guide, 23-årige Delfin. I taxa kører vi ned til havnen. Der er tre timers sejltur - 45 kilometer - til Taquile på blot 12 km2, hvor vi skal tilbringe de næste to dage.

Efter en times sejlads lægger den lille båd til på Uros, de flydende sivøer. Det forklares, hvordan øerne er konstrueret, og hvorledes livet leves midt i verdens højstbeliggende, navigerbare sø i 3812 meters højde. Sidst på formiddagen lander vi ved Taquile, som er hjem for cirka 2000 indianere, hvis modersmål er quechua. Øens sider er stejle, stenede og terasseklædte. Delfin insisterer på at slæbe den tunge rygsæk, som vi har pakket alle vores ting ned i. Vi føler os lidt herremandsagtige, men luftens mangel på ilt gør, at vi hverken med eller uden rygsæk har en chance for at følge trop. Efter en halv times strabadser er vi fremme ved familiens lille husmandssted. Vores to små værelser har lerklinede vægge og et lille vindue med en ufattelig smuk udsigt over terrasser, eucalyptustræer og den dybblå Titicacasø. Vi føler os rigtig langt væk hjemmefra.

Et par af familiens unge kvinder begynder at give os deres lokale klædedragt på. Min kone og de to teenagedøtre får et stort og tungt sort sjal over hovedet og flere lag skørter på. De ser ret sjove ud, og alle får grinet godt igennem. Min søn og jeg »slipper« med en vævet skjorte og en strikhue i molbo-stil. Det gør altså noget ved én at begive sig rundt på øen med Delfin og hilse på de lokale i den mundering, men det havde trods alt været mere grænseoverskridende på strøget i Århus. Øen har ingen biler, cykler eller hunde, og det er kun et år siden, at man fik etableret internet og mobilnetværk. Det er nødvendigt, hvis man skal afholde de unge fra at flytte til fastlandet. Problemet med fraflytning er nu ikke så stort. Det er begrænset hvad Peru, der omgiver en del af søen, kan tilbyde af jobmuligheder. De vigtigste, og eneste, indtægtskilder er landbrug på små jordlodder, turisme og fremstilling af kunsthåndværk (vævede og strikkede produkter). Mændene bærer strikhuer, chullos, fra de står op til de går i seng. Huerne er meget fint forarbejdede og symboliserer den enkeltes ægteskabelige- eller sociale stand. På Taquile er det mændene der strikker, og det gerne mens de færdes til fods på øens smalle stier. Autoritetspersonerne, der er folkevalgte, bærer strikhuer med særligt mange farver. Kvindernes vævede produkter afspejler bl.a. årets cyklus eller andre naturfænomener. De er meget komplicerede og resultatet af en årtusind gammel tradition; far lærer videre til søn og mor til datter. Næsten alle øboerne spiller på et instrument, og traditionen med fremstillingen af disse foregår på samme måde som med tekstilerne.

Dans og musik på gårdspladsen.

Efter en lang vandretur og en kort siesta er der aftensmad med familien. Lækker vegetabilsk suppe og ørred, der er fanget i søen. Det er rent eventyr det her. Oven over os kan vi nu se den klareste og smukkeste stjernehimmel blive tændt. Delfin og broderen Silvano går om på den lille gårdsplads og sætter ild til en bunke kvas. Vi sætter os på bænken foran vores lerklinede hus og ser til. Et par af familiens voksne kvinder kommer ud af mørket, og dansen går i gang. Snart er vi selv en del af festen. Brødrene har fat i en stor tromme og en fløjte. Jeg har den røde blomsterkrans om halsen, som jeg fik efter aftensmaden, da det gik op for familien, at det var min 57-års fødselsdag. Vores søn falder i søvn på bænken og bæres ind i seng af sin storesøster med et saligt smil på læben. Dette må være det bedste sted at fejre sin 57-årsdag, tænker jeg for mig selv.

Morgenen byder på endnu en krystalblå himmel, myntete af friskplukket mynte og pandekager med honning. Menuen får seks kokkehuer af børnene. Det vigtigste er dog, at familien sidder med ved bordet, og at man føler sig godt hjemme. Delfin tager os med på en længere tur ned til en lille strand. Vandet ser indbydende ud, men temperaturen er kun 9 grader året rundt. Et forfaldent drivhus med vægge af adobesten (ubrændt ler) vidner om et mislykket forsøg på at dyrke tomater. Overalt er der solpaneler, som forsyner husene med strøm eller driver pumper ved søbredden, så man ikke skal slæbe vandet op ad øens stejle sider.

Ved et tilfælde er jeg kommet i kontakt med danske Kristina Andersen fra den danske NGO Axis. Hun og et par andre unge mennesker har de seneste år på skift opholdt sig på øen i flere måneder af gangen. De har hjulpet taquilenerne med at etablere deres eget rejsebureau Taquile Munay med kontor i Puno og egen hjemmeside. Problemet var og er stadig, at øboerne mistede kontrollen med turismen. Udenøs firmaer overtog sejladsen og arrangerede guidede ture, hvor man kun kom i land et par timer og altid uden overnatning. Der blev ikke lagt mange peruanske soles på øen, og der er talrige eksempler på misinformering om priser og om muligheder for overnatning på øen. De faktorer gjorde livet hårdere for taquilenerne, der er stolte af deres traditioner og gerne deler dem med andre. Problemet er ikke løst, men der er taget et skridt i den rigtige retning.

Således slutter beretningen fra to dages ø-besøg ud af en rejse på 60 dage. Hvis man drømmer om at gøre os turen efter, må opfordringen være: Kom afsted! Prisniveauet er lavt og oplevelserne er tårnhøje.

Fakta
Deltagerne:
 
Fotograf og foredragsholder Henrik Køhler

Psykolog Karen Margrethe Glass

Deres børn Olivia på 15, Josefine på 12 og Marius på 5 år.

Rejsemålet

Titicacasøen: Højde over havet 3812 m. Længde 190 km. Areal 8312 km2.
 
Taquile: Hjemmeside for lokalt rejsebureau: Munay Taquile. Samlet pris for to-dages ophold (en overnatning) med al transport, kost og logi for 5 personer: 750 kr.

Andeslandene: (inklusive Colombia) er langt fredeligere og nemmere at rejse i, end for 20 år siden. Det er en god idé at afsætte tre dages tid til at vænne sig til højden, før man kaster sig ud i store fysiske udfoldelser.

Sprog: Lidt spanskkundskaber er en stor fordel, men man kan klare sig nogenlunde med tegnsprog.

Økonomien

Flybilletterne: Det kan ikke svare sig at købe flybiletter via søgemaskine, når rejsen skal stykkes sammen med flere destinationer. Kun få rejsebureauer sælger flybiletter uden tilbehør, men Kilroy og Jysk Rejsebureau gør. Vi betalte for 4 voksne og 1 barn 52.500 kroner for: København - London ? Miami (med stop) ? Quito (med stop) ? Lima (med stop) ? Cusco og retur. Samlet pris for den to-mneders-rejse: 150.000 kroner (heraf kostede opholdet på Galapagos alene 50.000 kroner).

Se flere billeder på www.latinamerikaforedrag.dk.

Rejsen er foretaget med støtte fra Danidas Oplysningsbevilling.

 

le turen så gå til Miami, Quito i Equador, Lima og Cusco i Peru. Sidste stop-over på hjemturen var 15 dage på Galapagosøerne inklusive et 6-dages krydstogt.

Det er ikke så enkelt at komme ind på livet af højlandsindianerne. Mange taler ikke spansk men quechua. Der er måske ingen overnatningsmuligheder i nærheden, og ikke alle oprindelige folk bryder sig om at mænge sig med gringoerne på grund af dårlig erfaring. Det er forståeligt nok.

På øen Taquile, som ligger i Titicacasøen mellem Peru og Bolivia, har de indfødte siden 1960'erne haft en besøgsordning for turister. Mange familier har bygget et lille anneks til boligen, hvor man kan overnatte. Man spiser måltiderne sammen med familien. Dette prøvede jeg i 1979, og jeg var spændt på, om ordningen stadig fungerede. Jeg havde ikke fået svar på mine spørgsmål til Taquilenernes eget bureau Munay Taquile på nettet, før vi tog afsted, men det går let da vi nu sidder på kontoret i Puno, som er det oplagte sted at starte. Puno er den største by på den peruanske side af søen og udgangspunkt for både til diverse øer. Vi bestiller to dages ophold med guide, måltider og al transport.

Ud på verdens højst beliggende sø

Klokken 7 den følgende morgen bliver vi hentet på hotellet af vores guide, 23-årige Delfin. I taxa kører vi ned til havnen. Der er tre timers sejltur - 45 kilometer - til Taquile på blot 12 km2, hvor vi skal tilbringe de næste to dage.

Efter en times sejlads lægger den lille båd til på Uros, de flydende sivøer. Det forklares, hvordan øerne er konstrueret, og hvorledes livet leves midt i verdens højstbeliggende, navigerbare sø i 3812 meters højde. Sidst på formiddagen lander vi ved Taquile, som er hjem for cirka 2000 indianere, hvis modersmål er quechua. Øens sider er stejle, stenede og terasseklædte. Delfin insisterer på at slæbe den tunge rygsæk, som vi har pakket alle vores ting ned i. Vi føler os lidt herremandsagtige, men luftens mangel på ilt gør, at vi hverken med eller uden rygsæk har en chance for at følge trop. Efter en halv times strabadser er vi fremme ved familiens lille husmandssted. Vores to små værelser har lerklinede vægge og et lille vindue med en ufattelig smuk udsigt over terrasser, eucalyptustræer og den dybblå Titicacasø. Vi føler os rigtig langt væk hjemmefra.

Et par af familiens unge kvinder begynder at give os deres lokale klædedragt på. Min kone og de to teenagedøtre får et stort og tungt sort sjal over hovedet og flere lag skørter på. De ser ret sjove ud, og alle får grinet godt igennem. Min søn og jeg »slipper« med en vævet skjorte og en strikhue i molbo-stil. Det gør altså noget ved én at begive sig rundt på øen med Delfin og hilse på de lokale i den mundering, men det havde trods alt været mere grænseoverskridende på strøget i Århus. Øen har ingen biler, cykler eller hunde, og det er kun et år siden, at man fik etableret internet og mobilnetværk. Det er nødvendigt, hvis man skal afholde de unge fra at flytte til fastlandet. Problemet med fraflytning er nu ikke så stort. Det er begrænset hvad Peru, der omgiver en del af søen, kan tilbyde af jobmuligheder. De vigtigste, og eneste, indtægtskilder er landbrug på små jordlodder, turisme og fremstilling af kunsthåndværk (vævede og strikkede produkter). Mændene bærer strikhuer, chullos, fra de står op til de går i seng. Huerne er meget fint forarbejdede og symboliserer den enkeltes ægteskabelige- eller sociale stand. På Taquile er det mændene der strikker, og det gerne mens de færdes til fods på øens smalle stier. Autoritetspersonerne, der er folkevalgte, bærer strikhuer med særligt mange farver. Kvindernes vævede produkter afspejler bl.a. årets cyklus eller andre naturfænomener. De er meget komplicerede og resultatet af en årtusind gammel tradition; far lærer videre til søn og mor til datter. Næsten alle øboerne spiller på et instrument, og traditionen med fremstillingen af disse foregår på samme måde som med tekstilerne.

Dans og musik på gårdspladsen.

Efter en lang vandretur og en kort siesta er der aftensmad med familien. Lækker vegetabilsk suppe og ørred, der er fanget i søen. Det er rent eventyr det her. Oven over os kan vi nu se den klareste og smukkeste stjernehimmel blive tændt. Delfin og broderen Silvano går om på den lille gårdsplads og sætter ild til en bunke kvas. Vi sætter os på bænken foran vores lerklinede hus og ser til. Et par af familiens voksne kvinder kommer ud af mørket, og dansen går i gang. Snart er vi selv en del af festen. Brødrene har fat i en stor tromme og en fløjte. Jeg har den røde blomsterkrans om halsen, som jeg fik efter aftensmaden, da det gik op for familien, at det var min 57-års fødselsdag. Vores søn falder i søvn på bænken og bæres ind i seng af sin storesøster med et saligt smil på læben. Dette må være det bedste sted at fejre sin 57-årsdag, tænker jeg for mig selv.

Morgenen byder på endnu en krystalblå himmel, myntete af friskplukket mynte og pandekager med honning. Menuen får seks kokkehuer af børnene. Det vigtigste er dog, at familien sidder med ved bordet, og at man føler sig godt hjemme. Delfin tager os med på en længere tur ned til en lille strand. Vandet ser indbydende ud, men temperaturen er kun 9 grader året rundt. Et forfaldent drivhus med vægge af adobesten (ubrændt ler) vidner om et mislykket forsøg på at dyrke tomater. Overalt er der solpaneler, som forsyner husene med strøm eller driver pumper ved søbredden, så man ikke skal slæbe vandet op ad øens stejle sider.

Ved et tilfælde er jeg kommet i kontakt med danske Kristina Andersen fra den danske NGO Axis. Hun og et par andre unge mennesker har de seneste år på skift opholdt sig på øen i flere måneder af gangen. De har hjulpet taquilenerne med at etablere deres eget rejsebureau Taquile Munay med kontor i Puno og egen hjemmeside. Problemet var og er stadig, at øboerne mistede kontrollen med turismen. Udenøs firmaer overtog sejladsen og arrangerede guidede ture, hvor man kun kom i land et par timer og altid uden overnatning. Der blev ikke lagt mange peruanske soles på øen, og der er talrige eksempler på misinformering om priser og om muligheder for overnatning på øen. De faktorer gjorde livet hårdere for taquilenerne, der er stolte af deres traditioner og gerne deler dem med andre. Problemet er ikke løst, men der er taget et skridt i den rigtige retning.

Således slutter beretningen fra to dages ø-besøg ud af en rejse på 60 dage. Hvis man drømmer om at gøre os turen efter, må opfordringen være: Kom afsted! Prisniveauet er lavt og oplevelserne er tårnhøje.

Fakta
Deltagerne:
 
Fotograf og foredragsholder Henrik Køhler

Psykolog Karen Margrethe Glass

Deres børn Olivia på 15, Josefine på 12 og Marius på 5 år.

Rejsemålet

Titicacasøen: Højde over havet 3812 m. Længde 190 km. Areal 8312 km2.
 
Taquile: Hjemmeside for lokalt rejsebureau: Munay Taquile. Samlet pris for to-dages ophold (en overnatning) med al transport, kost og logi for 5 personer: 750 kr.

Andeslandene: (inklusive Colombia) er langt fredeligere og nemmere at rejse i, end for 20 år siden. Det er en god idé at afsætte tre dages tid til at vænne sig til højden, før man kaster sig ud i store fysiske udfoldelser.

Sprog: Lidt spanskkundskaber er en stor fordel, men man kan klare sig nogenlunde med tegnsprog.

Økonomien

Flybilletterne: Det kan ikke svare sig at købe flybiletter via søgemaskine, når rejsen skal stykkes sammen med flere destinationer. Kun få rejsebureauer sælger flybiletter uden tilbehør, men Kilroy og Jysk Rejsebureau gør. Vi betalte for 4 voksne og 1 barn 52.500 kroner for: København - London ? Miami (med stop) ? Quito (med stop) ? Lima (med stop) ? Cusco og retur. Samlet pris for den to-mneders-rejse: 150.000 kroner (heraf kostede opholdet på Galapagos alene 50.000 kroner).

Se flere billeder på www.latinamerikaforedrag.dk.

Rejsen er foretaget med støtte fra Danidas Oplysningsbevilling.