Efter en times sejlads lægger den lille båd til på Uros, de flydende sivøer. Det forklares, hvordan øerne er konstrueret, og hvorledes livet leves midt i verdens højstbeliggende, navigerbare sø i 3812 meters højde. Sidst på formiddagen lander vi ved Taquile, som er hjem for cirka 2000 indianere, hvis modersmål er quechua. Øens sider er stejle, stenede og terasseklædte. Delfin insisterer på at slæbe den tunge rygsæk, som vi har pakket alle vores ting ned i. Vi føler os lidt herremandsagtige, men luftens mangel på ilt gør, at vi hverken med eller uden rygsæk har en chance for at følge trop. Efter en halv times strabadser er vi fremme ved familiens lille husmandssted. Vores to små værelser har lerklinede vægge og et lille vindue med en ufattelig smuk udsigt over terrasser, eucalyptustræer og den dybblå Titicacasø. Vi føler os rigtig langt væk hjemmefra.

Et par af familiens unge kvinder begynder at give os deres lokale klædedragt på. Min kone og de to teenagedøtre får et stort og tungt sort sjal over hovedet og flere lag skørter på. De ser ret sjove ud, og alle får grinet godt igennem. Min søn og jeg »slipper« med en vævet skjorte og en strikhue i molbo-stil. Det gør altså noget ved én at begive sig rundt på øen med Delfin og hilse på de lokale i den mundering, men det havde trods alt været mere grænseoverskridende på strøget i Århus. Øen har ingen biler, cykler eller hunde, og det er kun et år siden, at man fik etableret internet og mobilnetværk. Det er nødvendigt, hvis man skal afholde de unge fra at flytte til fastlandet. Problemet med fraflytning er nu ikke så stort. Det er begrænset hvad Peru, der omgiver en del af søen, kan tilbyde af jobmuligheder. De vigtigste, og eneste, indtægtskilder er landbrug på små jordlodder, turisme og fremstilling af kunsthåndværk (vævede og strikkede produkter). Mændene bærer strikhuer, chullos, fra de står op til de går i seng. Huerne er meget fint forarbejdede og symboliserer den enkeltes ægteskabelige- eller sociale stand. På Taquile er det mændene der strikker, og det gerne mens de færdes til fods på øens smalle stier. Autoritetspersonerne, der er folkevalgte, bærer strikhuer med særligt mange farver. Kvindernes vævede produkter afspejler bl.a. årets cyklus eller andre naturfænomener. De er meget komplicerede og resultatet af en årtusind gammel tradition; far lærer videre til søn og mor til datter. Næsten alle øboerne spiller på et instrument, og traditionen med fremstillingen af disse foregår på samme måde som med tekstilerne.

Dans og musik på gårdspladsen.

Efter en lang vandretur og en kort siesta er der aftensmad med familien. Lækker vegetabilsk suppe og ørred, der er fanget i søen. Det er rent eventyr det her. Oven over os kan vi nu se den klareste og smukkeste stjernehimmel blive tændt. Delfin og broderen Silvano går om på den lille gårdsplads og sætter ild til en bunke kvas. Vi sætter os på bænken foran vores lerklinede hus og ser til. Et par af familiens voksne kvinder kommer ud af mørket, og dansen går i gang. Snart er vi selv en del af festen. Brødrene har fat i en stor tromme og en fløjte. Jeg har den røde blomsterkrans om halsen, som jeg fik efter aftensmaden, da det gik op for familien, at det var min 57-års fødselsdag. Vores søn falder i søvn på bænken og bæres ind i seng af sin storesøster med et saligt smil på læben. Dette må være det bedste sted at fejre sin 57-årsdag, tænker jeg for mig selv.

Efter en times sejlads lægger den lille båd til på Uros, de flydende sivøer. Det forklares, hvordan øerne er konstrueret, og hvorledes livet leves midt i verdens højstbeliggende, navigerbare sø i 3812 meters højde. Sidst på formiddagen lander vi ved Taquile, som er hjem for cirka 2000 indianere, hvis modersmål er quechua. Øens sider er stejle, stenede og terasseklædte. Delfin insisterer på at slæbe den tunge rygsæk, som vi har pakket alle vores ting ned i. Vi føler os lidt herremandsagtige, men luftens mangel på ilt gør, at vi hverken med eller uden rygsæk har en chance for at følge trop. Efter en halv times strabadser er vi fremme ved familiens lille husmandssted. Vores to små værelser har lerklinede vægge og et lille vindue med en ufattelig smuk udsigt over terrasser, eucalyptustræer og den dybblå Titicacasø. Vi føler os rigtig langt væk hjemmefra.

Et par af familiens unge kvinder begynder at give os deres lokale klædedragt på. Min kone og de to teenagedøtre får et stort og tungt sort sjal over hovedet og flere lag skørter på. De ser ret sjove ud, og alle får grinet godt igennem. Min søn og jeg »slipper« med en vævet skjorte og en strikhue i molbo-stil. Det gør altså noget ved én at begive sig rundt på øen med Delfin og hilse på de lokale i den mundering, men det havde trods alt været mere grænseoverskridende på strøget i Århus. Øen har ingen biler, cykler eller hunde, og det er kun et år siden, at man fik etableret internet og mobilnetværk. Det er nødvendigt, hvis man skal afholde de unge fra at flytte til fastlandet. Problemet med fraflytning er nu ikke så stort. Det er begrænset hvad Peru, der omgiver en del af søen, kan tilbyde af jobmuligheder. De vigtigste, og eneste, indtægtskilder er landbrug på små jordlodder, turisme og fremstilling af kunsthåndværk (vævede og strikkede produkter). Mændene bærer strikhuer, chullos, fra de står op til de går i seng. Huerne er meget fint forarbejdede og symboliserer den enkeltes ægteskabelige- eller sociale stand. På Taquile er det mændene der strikker, og det gerne mens de færdes til fods på øens smalle stier. Autoritetspersonerne, der er folkevalgte, bærer strikhuer med særligt mange farver. Kvindernes vævede produkter afspejler bl.a. årets cyklus eller andre naturfænomener. De er meget komplicerede og resultatet af en årtusind gammel tradition; far lærer videre til søn og mor til datter. Næsten alle øboerne spiller på et instrument, og traditionen med fremstillingen af disse foregår på samme måde som med tekstilerne.

Dans og musik på gårdspladsen.

Efter en lang vandretur og en kort siesta er der aftensmad med familien. Lækker vegetabilsk suppe og ørred, der er fanget i søen. Det er rent eventyr det her. Oven over os kan vi nu se den klareste og smukkeste stjernehimmel blive tændt. Delfin og broderen Silvano går om på den lille gårdsplads og sætter ild til en bunke kvas. Vi sætter os på bænken foran vores lerklinede hus og ser til. Et par af familiens voksne kvinder kommer ud af mørket, og dansen går i gang. Snart er vi selv en del af festen. Brødrene har fat i en stor tromme og en fløjte. Jeg har den røde blomsterkrans om halsen, som jeg fik efter aftensmaden, da det gik op for familien, at det var min 57-års fødselsdag. Vores søn falder i søvn på bænken og bæres ind i seng af sin storesøster med et saligt smil på læben. Dette må være det bedste sted at fejre sin 57-årsdag, tænker jeg for mig selv.