Du er her:  Hjem > Peru,Ecuador og Galapagos 2013 > 2. Indianerliv i Ecuador og Peru

2. Indianerliv  i Ecuador og Peru

Det 2. af 3 foredrag fra 60 dages rejse i Sydamerika

Titicacasøen, verdens højst beliggende navigerbare sø,  ligger på grænsen mellem Peru og Bolivia 3812 m.o.h.   Efter at have besøgt de flydende Uros siv-øer lader vi os indkvartere privat hos en indianerfamilie på øen Taquile 3 timers sejlads fra Puno. Her får vi bl.a. indsigt i deres dagligdag, sociale organisering, vævekunst, musiktradition mv.

I nærheden af Pisac ved Cusco besøger vi  amaru-indianerne, der underviser os i brug af urter, plantefarvning, vævekunst, indvielse af hellig jord v.hj.a. cocablade, fremstilling af adobe-sten (ubrændt ler) til husbyggeri. Som på Taquile iføres vi deres eget traditionelle tøj, hvilket i sig selv er en meget speciel oplevelse. Ved organiserede besøg som disse, støtter man indianernes muligheder for at klare sig økonomisk, deres børns skolegang samt bevaring af traditioner.

Tilbage i Ecuador kommer vi forbi latinamerikas største marked for kunsthåndværk i Otavalo tæt på ækvator og en byfest i landsbyen Illuman hvor 50 curanderos (troldmænd/healere) kan klare de fleste skavanker.

Vi bor hos en ecuadoriansk familie, der tager os med rigtig langt ud på landet til rodeo med vaskeægte vaqueros (cowboys), hjemmebrændt snaps og vakkelvorne tribuner. Vi er også heldige at opleve den årlige  3 timer lange parade med 1000-vis af udklædte deltagere i  provinsbyen Pillaru.

Varighed 1½ time. Kan afkortes efter ønske. Kan opleves uafhængigt af de to andre foredrag.

Rejsen er foretaget med støtte fra danidas oplysningsbevilling.